Julegudstjenester

Julen i Harte indledes med juletræstænding lørdag før 1. søndag i advent. Her mødes vi først til et hyggeligt arrangement i Harte Kirkecenter, hvorefter vi alle går ned og tænder juletræet, som står lige mellem skolen og kirken. En rigtig festlig dag for både børn og voksne! Arrangementet foregår fra kl. 14-16.

  1. søndag i advent medvirker kirkekoret ved en højtidelig optakt til julen. Her synges en masse gode julesalmer, og det er en rigtig hyggelig og festlig gudstjeneste. Derudover markeres opstarten af det nye kirkeår, som altid starter ved 1. søndag i advent. Gudstjenesten er kl. 10.30.

Juleaften er naturligvis den helt store kirkedag her i Harte. Vi har en børnegudstjeneste om formiddagen og tre klassiske julegudstjenester om eftermiddagen. Det er en festlig dag med masser af glade kirkegængere og mange forventningsfulde børn til gudstjeneste. Og så er det en dag, hvor præsten som regel altid har noget spændende at sige og et kreativt indslag oppe i ærmet. Tidspunkter vil fremgå af kalenderen.

Juledag er også relativt velbesøgt og er en hyggelig dag at gå til gudstjeneste, hvor man i stedet for at lade op til juleklimakset, som det sker juleaften, kan koble lidt af fra det måske veloverståede juleræs og fokusere ind på julens budskaber. Gudstjenesten er kl. 10.30.

Påskegudstjenester

Påsken er egentlig kirkens vigtigste højtid, i hvert fald med hensyn til højtidens budskab.

Skærtorsdag har vi en kort nadvergudstjeneste kl. 17.30, som er efterfulgt af et hyggeligt og spændende påskemåltid i Harte Kirkecenter, hvor vi får noget godt at spise og hører nogle af beretningerne som knytter sig til det jødiske påskemåltid, som Jesus fejrede med sine disciple denne aften for snart 2000 år siden. Man kan også vælge kun at deltage i gudstjenesten.

Langfredag afholder vi en mere meditativ gudstjeneste end normalt, hvor vi fokuserer på Jesu lidelseshistorie og i prædikenen en udlægning af, hvorfor Jesus skulle dø. Det er en dag i korsets tegn. Alt pynt er taget ned fra alteret og kun korset står tilbage.

Påskedag fejrer vi Jesu opstandelse. Alteret dækkes og pyntes igen, og det er en dag i glædens og opstandelsens tegn. Til gudstjenesten medvirker Kirkekoret, som er med til at gøre dagen ekstra festlig.

Pinsegudstjenester

Pinsedag fejrer vi Helligåndens komme til verden. Det er gennem Helligånden, at Gud møder os mennesker i dag, så gudstjenesten sætter fokus på Gud som levende, nærværende og vedkommende.

Fastelavn

Fastelavnssøndag har vi en rigtig festlig gudstjeneste i kirken, hvor børnene er klædt ud, og hvem ved? Måske er præsten også…

Minikonfirmanderne medvirker til at gøre gudstjenesten ekstra sjov og børnevenlig.

Fastelavnssøndag er i 2018 d. 11. februar.
Gudstjenesten begynder kl. 10.30.

Høstgudstjeneste

I 2018 er der igen høstgudstjeneste den 16. december på Landbomuseet, Kolding også kendt som Brødsgård.