Den første som er bekjent som eier af Harte kirke er Hs.Kongelig Majestæt Kong Christian den femte, Konge til Danmark og Norge med Videre.-

I 1670 blev Kongens forordning om rytterhold læst op på tingstederne i Kolding egnen. Harte kirke blev udvalgt til militærkirke, og et stort skab til våben blev indrettet i kirken. På pladsen foran kirken blev der drevet eksercits hver søndag. Her blev også opstillet træheste og ” pæl ”, efter eksercits og ” afprygling ” marcherede soldaterne ind i kirken til gudtjeneste.

I 1703 havde 6 mænd fra Harte, set hvordan en løjtnant slog soldaterne på eksercit-pladsen. En gang da Knud Thuesen så, hvordan løjtnanten slog soldaterne, sagde han: -Herregud, skal det gå sådan til, og kongelig forordning forbød det dog også. Da løjtnanten hørte det, tog han en kæp og slog Knud Thuesen, så han måtte trække sig tilbage til kirkegården. De Harte mænd der bevidnede dette i retten, havde selv forstand på eksercits, og sagde, ikke uden selvfølelse; – Vi har selv stået under militsen og en del af os har selv ekserceret for Kongen og generalerne, og vi syntes, at land-soldaterne eksercerede lige så vel som de gevorne.

Den 21 januar 1765 bliver der udgiven kongelige trykte placater omkring i landet, og dermed bliver Harte kirke opbudt til offentlig Auction, der efter placaten foretages den 30 maj samme aar paa Kolding Slot, Koldinghus Amt, eller den saakaldte Kolding Rytterdistrict, hvorved blev højstbydende med 3320 Rd. Peder Gudme, Doctor Theologie, samt Stifts Proust og sognepræst til Budolphi i Aalborg, hvilket bud blev aproberet 5te juli næst efter, og 1660 Rd. Skulle blive inde-staaende i kirkens prioritet som uopsigelig imod at erlægge aarlig renten 4% til den Kongelige kasse, og resten af kjøbesummen skulle udbetales strax, men da sidstnævnte Ejer døde omtrent 9 år derefter, formodentlig uden Arvinger, og da efter den respective gejstlige skifteret i stervboet efter den afgangne blev den 8 februar 1774 atter budt til offentlig Auction. – Den afholdtes hos købmand Knud Bruun i Kolding by, mandagen den 28 februar samme Aar, hvorved Raadmand Johannes Bruun i Fredericia blev den højstbydende med 3440 Rd. og da samme bud blev aproberet, blev Johannes Bruun meddelt Auctionskøde, dateret 11 september 1775, og blev saaledes Ejer af Harte kirke til 16 juli 1786 med en del af Gaardmændene i sognet nemlig :Knud Jensen, Bertel Pedersen, Peder Basen, Niels Jensen, Søren Knudsen, Christen Hansen, J.Jørgensen, Mathias Johansen, Niels Nielsen, Hans Lausen, Mads Sørensen, Søren Jensen, Iver Buhl, Anders Pedersen, Jens Jensen, Jeppe Nielsen, Hans Jensen, Niels Pedersen, Søren Pedersen Lynggaard, Peder Lausen Stallerupgaard, Christen Enevoldsen, Mads Christensen, og Enevold Enevoldsen tilkøbte sig kirken for kjøbesummen 4500 Rd. og 4 juni næst efter at modtage lovlig skøde på kirken og dets ejendomme.

De øvrige hartkornsejere, der ikke dengang var med ved købet, faar senere tid efter anden tilkøbt sig deres andel i kirken og dens ejendomme, saa den eies nu af hele sognet i forening med kirke og kongetiende, dog hæfter alle for kirkens bekommen gjæld.

I tidsrummet 1753-1785 i sognepræsten Laurits Haagens embedstid blev Harte kirke som tilforn var betækket med en liden hat eller spir formedenligt i brøstfældighed, fra øverst til hvælvingen nedbrudt, og af nyt opmuret og betækket med et rygget tag. – Anno 1815 er taarnet med kongelig tilladelse atter sunket omtrent 7 alen, den fløi der nu findes på taarnet med aarstallet 1727 var allerede tidligere førend den sidste synkning, og taarnet havde samme udseende som nu, dog med den forandring at klokken hængte i den side mod syd, endvidere antages at der har været et vindue nede i taarnet under hvælvingen i den side mod syd indvendig i kirken, dog vides ej noget om til hvilken tid, skjøndt det dog kan antages at bemeldte vindue er tilmuret da kapellet eller begravelseshuset indrettedes til familien von der Lieth.

Formedetlig 20 aar tilbage i tiden har Vranderup by i Seest sogn tilhørt Harte sogn og Harte kirke ejet af forskellige godsejere fra Vranderupgaard. Anno 1752 blev ved kirkeinspectionen for Koldinghus amt gjort anmærkning om et kapel eller begravelsessted under kirketaarnet for en adelig familie paa Vranderuphougaard, hvilket blev tilladt imod at betale til kirkeinspectionen 50 Rd. hvorefter rentekammerets anmærkning paafulgte den d.15 september 1753. – I foranførte kapel var saaledes 4 kister hensatte og paa tvende metalplader der vare anbragte paa mandens kiste fandtes fælgende inscription :

Til Graven i en høi alderdom mod høstens tid frembaaren udi denne kiste det oversblevne jordiske rester af den i livet høi – og velbaarne Hr. Ditlev von Lieth, hs. Kongelige Majestæts til Danmark og Norge, Geheimerraad, kammerherre, jægermester, ridder fød 10 januar 1702 på godset Elmelohe af en adelig familie udi hertugdømmet Bremen indtraadt i ægteskab 1741 med høiædle og velbaarne Frøken Frederikke Sophie von Klingenberg der efterlades som enke med tvende Frøken døtre, de tvende sønner allerede var gaaede forud i evigheden, hun fuldendte sit prisværdige liv den 11 juli 1773 i en alderdom af 71 aar og 6 maaneder.. Et partisk hjerte for Kongen og Fædrelandet og et veltænkende hjerte for enhvert menneske der har jaget efter maalet efter det klenodie som hører til det Guds kald Christi Jesu.

Paa Geheimeraadindens gravplade fandtes denne inscription:

Her gemmes det jordelige af den i live og efterlevet udødelige høivelbaarne Frue Geheimeraadinde Frederikke Sophie von der Lieth født Klingenberg , en værdig datter af S.T. justitsraad Hr. Hendrich Klingenberg til Tanderup og Ørum Slot, og frue Charlotte Gjedde fød paa Ørum slot i Thyland i Jylland d. 22 maj 1715, gift 1741 med Hr. Excellense, høivelbaarne Hr. Geheimeraad, ridder, kammerherre, og jægermester nu salig hr. Ditlev von der Lieth, som alt siden den 11 juli 1773 glædes i evigheden –

Hendes ægtestand var som al hendes liv og enkestand et eksempel på Guds- frygt, dyd og huslighed. – Gud velsignede deres ægte kjærlighed med deres tvende sønner, hvilke som liig før forældrene bleve englelige. Og tvende frøken døtre som sørgelig efterleve i graad.

Hendes sagte og salige død som indfaldt d. 6te januar 1778 efter 10 dagea sygdom paa Vranderuphougaard var for hende en befrielse, men for verdenen et stor tab, og gid hver maatte døe som hende, gid hver sjæl det kan dø af møie, træt af alder. Da hendes lig skulle nedsættes i familiegravkapellet i Harte kirke, måtte Amtsmanden skaffe en særlig tilladelse for at undgå, at liget skulle gennem Kolding ( uden om Seest ) og med denne tilladelse blev hun ført gennem Ejstrup til Harte. Årsagen var en forfærdelig kvægsygdom, der hærgede over hele Sydjylland, og som ofte smittede mennesker.

I det foran benævnte kapel fandtes foruden de 4 kister endnu en mindre kiste med et lille barn som rimelig var 1 eller 2 aar, stod i det nordøstlige hjørne af kapellet, men om dette findes ingen beskrivelse. – Da der før kapellet blev oprettet var stolestader i taarnet blev disses eiere fordelte i den øvrige deel af kirken og det paalagdes den adelige familie paa Vranderuphougaard selv at indrette og istandsætte paa egen bekostning gravkapellet i taarnet – for at faa kapellet afsondret fra den øvrige deel af kirken lod familien anbringe tvende jern gitterporte med laas til og gulvet belægge med stenfliser hvilke nu ligger i choret. I aaret 1839 bleve de i kapellet hensatte liig, ifølge ansøgning og Kongelig tilladelse, udbaaren og nedsatte på kirkegaarden og taarnet derpaa atter indrettet til stolestader for mandfolch og fruentimmer, samt et vindue anbragt i den vestre deel af taarnet. Disse forandringer foretoges 1844. Til samme tid blev buen ved taarnet betydelig udvidet.

1788 den 18 october blev sognepræst Anders Bruuns formand velærværdige Laurits Haagen ført fra Kolding til den nordre side i Harte kirkes chor og der begravet i sin alders 75 aar- paa samme side i henhold til kirkens historie bemærkes at der rimeligvis har været foretaget en større reparation inde i kirken Anno 1686 dog er intet videre opdaget i saa henseende. 11 år før d. 29-8-1777, blev præst Laurits Haagens hustru begravet, midtvejs under kirkens gulv.

Indvendig har Harte kirke gennemgået flere restaureringer. Anno 1686 –1844- 1886- ( 1967-1976 ) og 2001.

I 1883 blev der fortaget et eftersyn af Harte kirke indvendig, pga et spor af kalkmalerier, som var fremkommet ved udhugning af en skorsten i pillen nord for korbuen. På den nordre væg tæt under loftet fandtes et større stykke. Så vidt det kunne skønnes menes det at være Kristus fremstilling for folket.Man havde en næsten fuldstændig bevaret Kristusfigur i brun klædning. Baggrunden dannes af to bueåbninger og et vindue, som havde en grønlig farve. Malerierne skønnes af være fra begyndelsen af det 16.århundrede. Et forsøg på afvaskning mislykkes, trods al forsigtighed. Et andet sted finder man et malet hoved, fra nyere tid.
I 1905 fik kirken et stort alterbillede af statskonsulent Chr.Buhl, malet af Hans Agersnap, forestillende Kvinderne ved Graven. For at det nye alterbillede kunne ses bedre, fjernede man 2 midterste korintiske søjler fra alteret, og samtidig overmalede man alter, prædikestol og pulpitur med hvid maling.

Nationalmuseet sendte en mand herover, han var rystet over den behandling, det gamle, smukke renæssancealter havde fået. Søjlerne på alteret kom på plads igen, men den rigtige ændring er først sket i 1976. I julen 1920 blev der indlagt elektrisk lys i Harte kirke, betalt af beboerne selv ved indsamling.

I 1936 indsættes der hatte kroge i kirke bænkene, fjernes året efter.
I året 1939 fik Harte kirke, på kirkens regning alteret overtrukket med kirkefløjl. Endvidere blev kanten rundt om prædikestolen forsynet med nyt kirkefløjl.
I 1963 blev alle kirke bænkene i Harte kirke forsynet med hynder. Det så pænt ud og var navnlig en stor behagelighed for kirkegængerne.

I 1966 fandt arkitekt Helge Andreasen, Vejle et gravlignende spor under udgravningen ved alteret, det var formentlig tale om et ældre krypt. Det kan formentlig være resterne af Povel Abelgaard. For i koret, frem for alter-knæfaldet, sad engang en hvidagtig marmor sten med 4 billeder udhugge, nemlig Povel Abelgaard og hans 3 fruer: Karen Ulfelt, Kiersten Timandsdatter og Kiersten Ulfelt. Deres navne stod i en boile over hver hoved. På stenens nederste ende under billederne stod følgende inskription:
Her ligger begravet : ærlige og velbyrdige mand Povel Abelgaard til Vranderup med sine kære to hustruer.

Samtidig med fundet af krypten, fandt arkitekten også en gl.mønt ( vægt 0.35 g ). På forsiden et kongebrystbillede og på bagsiden kors med halvmåner og kugler i vinklerne. Mønten ansloges at være fra året 1150.

Ligsten

To ligsten har mere været inde i Harte kirke, den ene var en sandsten, restaureret med cement, over herredsfoged i Anst herred, Iven Jacobsen, død 1671, og hans hustru Karen Jensdatter Rafn, død 1672. Stenen var 182,5 cm høj, 120 cm. bred. Forstiller mand, kvinde og fire børn, samt englehoveder i hjørnerne.
Gravstenen blev hugget itu i lige store stykker og anvendt som trappesten ved et hus i Kolding, med motiverne vendt nedad. I dag ligger stenen på et magasin på Kolding havn.

Den anden sten er over Hr.Ritmester Johan Valentin Shubart, som fik indsat 2 sten på nordsiden. Han døde i 1709. Han var gift 2 gange først med Mette Kaas, med hvem han fik 13 sønner og 1 datter.
Andet ægteskab var med jomfru Mette Busch, hvor han fik 3 sønner og 1 datter.

I 1967 blev der ført varmeledninger fra fyrrummet i kapellet til kirken, installation af central varme i kirken, fra våbenhuset til loft, en ny trappe og omlægning af gulv med bevaring af de smukke og ejendommelige gulvfliser, som fandtes der. Nationalmuseet undersøgte ved kunstmaler Aage Sørensen alter, prædikestol og pulpitur for om muligt at kunne fremdrage de under flere lag maling skjulte malerier og billeder fra kirkens opbygning i 1618.

Arkitekt Helge Andreassen, Vejle, har bistået og ledet arbejdet under hele restaureringen. I næsten hele restaureringsperioden 1976, var kirken i brug for gudstjenester, på denne måde kunne menigheden følge arbejdets gang fra uge til uge. Både Præsten og menigheden måtte dog holde sommerferie i det meste af juli måned, fordi malerne i den tid var i gang med alle kirkebænke og alterskranke, loft m.m.
Den 12 september 1976 blev der holdt genåbningsgudstjeneste og høstgudstjeneste, hvor biskop Thyge V.Kragh prædikede, og hvor sognepræst O.Lindberg Larsen også talte. Provst Hans Thysen og Provst Alfred Sarnæs, tidligere præst i Harte, var til stede. Kirken var fuld, og det var en meget festlig og god gudstjeneste.

Senere samledes alle, der havde haft med arbejdet i kirken at gøre, i præstegården til en lille frokost. Der blev holdt mange taler af biskop og provster, menighedsråd m.m. Der blev også rettet en tak til håndværkerne, som har været dygtige, flittige og interesserede i arbejdet, og de har dermed givet et værdifuldt bidrag til restaureringens gode resultat.

I 1996 fik kirken, våbenhuset samt Kapel, nyt fjernvarmeanlæg.

I efteråret 2001, restaurere man atter Harte kirke og ved restaureringen ,dukker der et par spændende ting frem. Det ene var, da Nationalmuseet konstaterede, at under den nuværende prædikestol, engang har stået et alter. Det er nu lukket til, men sporene af det var tydelige, der blev fotograferet og noteret, og er nu i Nationalmuseets arkiv. Det andet var en messingrulle, fundet af murermester Normann Mortensen , da han brækkede det gamle gulv op i skibet. Det var en hilsen fra bl.a håndværkerne, der havde restaureret kirken i 1967. Der stod skrevet:

En venlig hilsen til Dem der engang finder dette brev. Brevet er nedlagt af de haandværkere der har forestaaet kirkens restaurering.
Anno 1967 10 . januar

Endnu et dokument blev lagt i messingrullen, med hilsen fra de håndværker, menighedsråd og Arkitekt, som havde arbejdet med restaureringen Anno 2001 ,samt et eksemplarer af rigets gældende mønt.
Ved restaureringen blev korets og skibets gamle gulve, udskiftet med nye gule teglsten, et nyt trægulv foran alteret, en istandsættelse af kirkens indvendige murværk med efterfølgende kalkning af de indvendige vægge, samt maling af stolestaderne og skibets loft projekteret og blev udført under ledelse af arkitekt Klaus Andersen.
Indvielsen af Harte kirke fandt sted d. 24-2-2002.

Præstegården i Påby

Udhuset bærer årstallet 1788 anbragt over en dør, men det svære tømmer i bindingsværks konstruktionen viser, at selve bygningens bagside er ældre, måske fra 1700. Præsten Henrich Schutham overtager præstegården 1714. Han skriver, at hans formand Magister Eskild Busk sad i embedet i 20 år ” og gjorde slet intet ved bygningen”. Der var ikke ét sted, hvor han kunne sætte et læs korn eller hø tørt, så utæt var der. Schutham og hans efterfølgende præster gør forskellige forbedringer. Laurits Haagen, som kom i 1753, roser sig af mange forbedringer, som han lod udføre, blandt andet fik han et nyt gulv lagt i nuværende spisekammer. Den store stue, som udgjorde hele stuehusets sydlige ende, lod han indrette til ” bekvem brug ” og lod tage fra det plads til to mindre kamre, lod opmure skorsten og kamin og lod omlægge loft og gulv ” for at tætte for utøj”. Han lod ” kalvehaven” udstyre med en karpedam, som imidlertid ikke kunne bruges rigtigt, da den ikke ” kunne blive over 3 alen dyb”. I 1794 bliver forpagterhuset fornyet, da det var ” rent forfalden og ubrugelig” og gårdspladsen forhøjet med mange læs grus. I 1798 kom den virksomme stiftsprovst Blicher til sognet. Han lod hele stuehuset nybygge med undtagelse af før nævnte sydlige ende med den store fine stue indrettet af den forrige præst.

Værelserne var smukt malede, i dørene var der stiklåse og ” messing trykkere” ( dvs håndtag ). Havestuen var ” gipset “. I den ene af de tre skorstene var indrettet en forsvarlig ” maltkølle ” ( til ølbrygningen ). Et instrument, som også de tidligere præster syntes at vise en særlig omsorg for. Foruden haven anlagt i gårdspladsen nærmest stuehuset i 1714, anlægges frugthave bag stuehuset med egetræsplankeværk omkring. I forpagterhuset blev indrettet rullestue og studerekammer, og to sovekamre ( præsten drev sikkert selv landbruget med hjælp af et par karle.) Vestlængen var opført af den forrige præst i 1792 af egebindingsværk, foroven fyldt ud med teglsten, forneden med ” egebrædder” i den mur, som vender ind mod gårdspladsen. Denne længe er den længste og omfatter også en køreport ind til gårdspladsen. Den rummede ko-og hestestald, foderlo og karlekamre. Denne prægtige gamle bygning blev nedrevet i 1924. Stuehuset har nok fundet sin nuværende form omkring midten af forrige århundrede.

I 2013 blev stuehuset gennemrenoveret og isoleret. Derudover installeredes jordvarme.